Bed & Breakfast

mandag den 29. februar 2016

Vandkande gul som solen.

Jeg har moret mig med at flytte lidt rundt på min gule Lungo vandkande, for at finde ud af hvor den skulle stå. Den ligner en gammel madam gul kaffekande, og den kan rumme hele 12 liter vand. 

På havebordet imellem legehusene, sammen med potter med gule minipåskeliljer og erantis, som jeg har gravet op i haven.


I læhegnet sammen med en flok erantis der smiler til solen.


På  det gamle grønne havebord på den overdækkede terrasse.


Mellem en flok erantis på gårdspladsen, med gæssene i gåsegården i baggrunden.


En ting er sikkert,uanset hvor den står, får den det helt store smil frem med sin glade farve.

Lige nu står den på bordet ved legehusene, så kan den ses fra hele gårdspladsen og inde fra køkkenet.



Skulle du få lyst til en Lungo vandkande fås den HER, og i flere farver.

søndag den 28. februar 2016

Forårsrengøring hos hønsene.

Hønsehuset har fået en ordentlig forårsrengøring og oprydning. Vinduerne er blevet pudset, der er muget ud, vasket lamper, loft og vægge. Der er ryddet op på hylderne og de er blevet gjort rene. Fodertønderne er blevet fyldt op. Et nyt fint skilt er blevet hængt op, det er fra Ib Laursen, det kan fås HER, det passer perfekt til hønsehuset. Et skilt der får smilet frem. 

Dejligt at få gjort, tror også hønsedamerne og hanerne nyder det.


Hønsehuset er en gammel skurvogn vi har sat i stand, har du lyst kan du se HER hvordan.


Hønsene er danske landhøns med blanding :-) Vi har også små silkehøns, de går bagerst i hønsehuset og har egen hønsegård.


Vintergækvers.

Jeg har skrevet det lille fine vintergækvers, som jeg så hos Smukt & Brugt, på tavlen i gangen. En lille buket vintergækker og et lys fuldender stemningen.


Lille hvide vintergæk
bryder gennem sneen kækt
ved dens fine klokkespil
blev det første forår til


fredag den 26. februar 2016

Welcome to the garden skilt.

Jeg blev simpelthen så glad, da vi var på Formlandmessen og så at Ib Laursen havde sat det fine træskilt i produktion igen. For hvis der en ting jeg ofte er blevet spurgt om her i haven, så er det hvor jeg har det skilt fra. Karin fik straks bestilt de fine skilte med WELCOME to the GARDEN til Haveshoppen, så de nu kan bestilles her.





onsdag den 24. februar 2016

Nu er det tid til at plante de første krukker til.

Nu har butikkerne fået hornvioler og stedmoderplanter, så NU må det være tid til at gå i gang med at tilplante de første krukker med hornvioler. Noget jeg har glædet mig til, så nu må jeg have indkøbt nogle kasser fulde.

Længes efter bugnende krukker, mon de bliver lige så flotte i år. En herlig kombination er stedmoder og tusindfryd.


 Det er også ved at være tid at ænderne kommer ned fra loftet og får nye friske reder af hø. Så kan Merle more sig med at gå og lægge betonæg under ænderne, når hun er på besøg, det var hun vild med sidste forår.


tirsdag den 23. februar 2016

Blomster i overflod.

Jeg glæder mig til igen at kunne høste blomster i overflod, til alle de buketter jeg gider at lave. En herlig sommerluksus er det at kunne binde den ene buket efter den anden, til havebordene og de forskellige skure. Lige nu sover dahliaerne vintersøvn under dynen af vintermåtter. De første blomsterfrøposer er købt ind til snittehaven

 Elsker blandede sommerbuketter.



mandag den 22. februar 2016

På tøsetur til spændende steder.

I lørdag var mine 2 døtre og de 2 små børnebørns piger og jeg på udflugt. Yngste datter havde planlagt en dag med besøg i både butikker, genbrug og loppe/antik marked. 

Turen startede hos Smukt og Brugt i Aulum, et fantastisk sted langt ude på landet. Der er både nyt og gammelt, i 2 staldlænger, i skurvogne på gårdspladsen, og på stuehusets loft. Der er rigtig mange rum at gå på opdagelse i, og det gjorde vi.

En sød ide er denne sengegavl malet med tavlelak på det ovale felt, hvorpå der er skrevet et skønt forårsvers, der får smilet frem.


Nyt og gammelt i skøn forening. I cafeen blev vi budt på varm chokolade og kaffe. 






De fine ting blev beundret.


Lille Alma på mosters arm.



Der var en skøn forårsstemning overalt.


Trappen til loftet var stejl, så Merle lokkede sin moster til at bære sig ned.


Jeg har tidligere lavet et indlæg om Smukt & Brugt, det kan du se HER

Efter smukt og Brugt besøget, var vi i en genbrugsbutik i Aulum, derefter Herning centret, hvor vi fik frokost, så gik turen til Maibom Antik & Genbrug. Der havde vi aldrig været tidligere, og sikke en fejl, for det var det rene slaraffenland, af genbrugsguld og fine antikviteter. Maibom Antik & Genbrug er på 1400 m2, 12 kræmmere under samme tag. På hjemvejen var vi en tur i Bilka og købe ind til fælles aftensmad, som vi hjalp hinanden med at lave. Mændende kom og spiste sammen med os, de havde haft en dejlig rolig dag hver for sig, hvor de kunne lave det de allerhelst ville :-)

Vi 5 piger havde hygget os med hinanden og fået en masse inspiration, oplevelser og gode ideer.

De havde nogle sjove store sten liggende i Herning Centret, udformet som dyr.


søndag den 21. februar 2016

Muldvarpejagt.

Muldvarpejagten er igen i gang. Forleden dag var jeg en smut forbi ældste datter, som holder vinterferie med pigerne. Merle og bedstemor var lige en tur rundt i deres have og se til deres muldvarpesakse. Der var gevinst 2 steder, hvilket Merle var meget begejstret for, og hun mente bestemt også at hendes far ville blive glad.

Merle er lige blevet 3 år, hun elsker at være ude. Alt bliver undersøgt, og hun vil så gerne hjælpe med havearbejdet.


Muldvarpene lagde vi på det lille havebord, så Merles far kunne se dem, når han kom hjem. Vintergækkerne i potter har Merle hjulpet med at plante i potter og putte mos omkring.


Merle synes de er meget søde og bløde.


                                        

Mon ikke det barn er blevet smittet med  havebaciller, hun elsker at være ude i haven.


Hvis du vil se hvordan jeg sætter en muldvarpesaks, så se HER

fredag den 19. februar 2016

Akelejedrømme.

 I dag da jeg gik og klippede ned, kom jeg til nogle akelejer der stod som en fine grønne tuer, det satte straks tankerne igang, skønne sommerbilleder dukkede op i mit hoved.

Yndige farver, tror billederne taler for sig selv.




 Akelejer sammen med små syrenes er nu heller ikke værst.



Rigtig god weekend

torsdag den 18. februar 2016

Liggestole og hvide liljer.

Liggestole i flimrende skygge og duften af hvide liljer, kan man godt drømme om på en hundekold dag som i dag.


Jeg har efterhånden en del hvide liljer i haven, især i den hvide have, og i dens nærhed. Forskellige sorter der afløser hinanden, så der er hvide liljer i mange uger.



Smukke og duftende.


Ved skurvognen er der også plantet hvide liljer, for at forlænge indtrykket af den hvide have og binde det hele lidt sammen.


Alt hvidt bidrager til stemningen i den hvide have.


Lige nu ligger liljerne og venter lige under jordoverfladen på mildere vejr, så de kan skyde op og blive til vidunderlige blomsterflor. Eneste slange i liljeparadiset, er de røde liljebiller, men dem er jeg over med hård hånd, for de skal ikke ødelægge min liljeglæde.



onsdag den 17. februar 2016

På besøg hos Tjiller Tjaller, romantik og lopper.

Et sjovt navn til en herlig butik og indehaver. Tjiller Tjaller er romantik, lopper og brugskunst, beliggende i Holstebro. Jeg har længe ønsket at aflægge stedet et besøg, og i dag lykkedes det. 



Tjiller Tjaller har et meget stort og flot udvalg i jern til haven, og det var lige netop grunden til at jeg havde ønsket at komme forbi. Jeg skal nok vise en dag, hvad det var jeg sådan havde ønsket mig :-) Hele haven er showroom, og kælderen under huset er fyldt med spændende ting og sager.



Det bugner af spændende ting og sager på hylderne. Nyt og gammelt i skøn forening.



Du kan besøge Tjiller Tjallers Face Book side HER der kan du se meget mere.


tirsdag den 16. februar 2016

En tur ved havet.

En tur til havet er for mig ved høfte Q ved Fjaltring strand. Et sted jeg er kommet siden jeg var barn, ikke så ofte men det er lige det sted jeg allerbedst kan lide, når det gælder hav og strand. Der hvor jeg har dejlige sommerminder fra.

I dag var der smukt, friskt og meget koldt. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Der var ikke de helt store bølger. 


 Der er handicapvenligt her, man kan køre med både barnevogne og kørestole ned til stranden, på et jævnt lag af store betonsten, der går helt oppe fra p-pladsen og helt ud på høften, og med en rampe ned til sandstranden.


I baggrunden ses Fjaltring kirke.