Overnatning / Glamping

fredag den 30. juni 2017

Køkkenhaven strutter af grokraft.

Det gror så det knager i køkkenhaven. Der hentes salater, bladbeder, kartofler, persille, dild, radiser og ærter til køkkenet, en stor fornøjelse og glæde.


Jeg har køkkenhave i både højbede og et  traditionel jordstykke. I højbedene vokser afgrøderne tæt. I resten af køkkenhaven er der sirlige rækker, med god plads imellem, den plads forsvinder helt sikkert i løbet af sæsonen, efterhånden som grøntsager og blomster vokser til.


Græskar og spuash er i år flyttet ud i kanten af marken, da John mente de havde godt af nyt dyrkningssted + at der også er mere læ for vinden derude. Om ikke så længe vil græskar og spuash dække det meste af jorden, de har godt fat.
Ikke alle sorter er kommet lige godt, så det er nøjagtigt som det plejer at være :-)


 Blomster må der også være i køkkenhaven, her en meget bred række med morgenfruer, de er selvsåede fra sidste sommer, hvor der stod en række lige her. Sikke en blomsterglæde, ganske gratis. Det eneste jeg har gjort er at håndluge mellem planterne da de var små.


Georginerne vokser vildt godt, og de første er begyndt at blomstre. De mange knopper der allerede er afsat tegner godt. Den tidlige blomstring skyldes udelukkende, at vi aldrig graver vores georginer op. De vinterdækkes og bliver i jorden, så rodknolden ikke forstyrres. Så snart temperaturen er til det, begynder de at vokse. De er ikke alle lige store, men det skyldes at det er forskellige sorter.


Der er sat solsikker mellem stolperne, så er det nemt at binde dem op, når de får behov for det. Det er så ærgerligt, når vinden vælter de store planter. Solsikkerne fra sækken med fuglenes solsikker i, kommer absolut bedst. De indkøbte i fine farver kommer ikke særligt godt, og en slags er helt sået om.


Inde bag stakittet i højbedshaven bugner de fleste bede. Flere slags salater, ærter, bønner, rødbeder i flere farver, løg, jordbær, blåbær, samt blomster til snit vokser i bedene.


Studenternelliker i skønne farver.


Saftige og velsmagende salater.


Når vi ikke helt kan følge med til at spise salaten er der heldigvis hjælpere der sætter pris på den lækre spise :-)


Der sås løbende nyt i køkkenhaven, så vi får den længst mulige sæson med friske grøntsager. Der luges og rives 1-2 gange om ugen i hele køkkenhaven, højbedene håndluges ved samme lejlighed. Når det bliver gjort så ofte, er der ikke meget at komme efter, og det tager forholdsvis mindre tid, og det er en stor fornøjelse at det ser fint og velplejet ud.

Det er en stor glæde med køkkenhave.


6 kommentarer:

  1. Tak for et dejligt, inspirerende indlæg, Anette! Du ved jo at jeg også elsker min køkkenhave, men jeg er nybegynder, og jeg bliver klogere af at følge med hos dig!
    Næste år vil jeg fx så mine solsikker i rækker. I år har jeg bare kastet frøene ud, og det gør det svært at luge, for jeg kan stadig komme i tvivl om den-dér lille spire bliver til en solsikkespire :-)
    Mine georginer blomstrer også, og jeg vinterdækker igen næste år.
    Vores høns får også salat - og i går forvoksede sukkerærter, men dem bryder de sig ikke om, skulle jeg hilse at sige ...
    Til sidst: Jeg siger som du: DET ER EN STOR GLÆDE MED KØKKENHAVE!

    SvarSlet
  2. Jeg bare ELSKER billederne fra din køkkenhave, og er en lillelillebitte smule misundelig over din Morgenfrue-række - mine vil ikke rigtig, de vokser nærmest ikke, og der er også nogen der hapser af de små planter, nå misundelse er en grim ting, så jeg vil glæde mig på dine vegne i stedet for :)

    SvarSlet
  3. Din have strutter af sundked og smukhed.
    Så flot det står.
    Du siger dine dahlia dækkes ned til vinter. Tror da jeg vil gøre det samme. Men hvordan gør jeg.........

    God lørdag
    Knus

    Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak.
      Når de har fået det første nattefrost, klipper du stænklerne af, og ligge en vintermåtte over. Vintermåtter er dem man bruger i byggeriet, det er isolering med plast på begge sider. Fås i byggemarkedet. Alternativt kan bruges halm og plastik.

      Slet
    2. Kære Anette.
      Vi er en stor beundrer af din køkkenhave.
      Den er så indbydende at se på, men I lægger også et stort arbejde i den. Og så er det så gennemtænkt det I laver. F. eks. den støtte til solsikkerne og vinterdækket til de mange dahlia.
      Vi ønsker Jer en rigtig skøn ny uge,
      Kærlige tanker fra John og Eliane

      Slet
  4. Så dejlig et indlæg.
    Frodigt og lækkert. I år har jeg næsten ingen køkkenhave, og det fortryder jeg da helt nu. Men jeg har fokus på lidt andet i år, og må altid tænke over hvor meget jeg kan klare. Det med at vinterdække dahlia er bare en mega god ide.
    Det er altid en fryd at læse dine dejlige indlæg

    Ønsker dig og John en smuk dag
    Knus Lone

    SvarSlet